Pædagogisk IT-kørekort

Det er nemt på computer – it og arbejdsformer

Det er nemt på computer – it og arbejdsformer


It-baserede undervisningsmidler kan medvirke til at udvikle en række tidssvarende kompetencer hos eleverne, således at de bliver i stand til at begå sig i et samfund, der er er under konstant forandring. Det drejer sig bl.a. om at kunne samarbejde i netværk, indgå i procesorienterede arbejdsforløb og forholde sig kritisk og selvstændigt til strømmen af oplysninger i informationssamfundet.

Arbejdet med it-baserede medier rummer yderligere nogle fordele, som skolen kan benytte sig af i en pædagogisk kontekst; dels er det motiverende for eleverne at arbejde på denne måde, dels kan skolens inddragelse af it-baserede redskaber betragtes som en naturlig fortsættelse af aktiviteter, der efterhånden er hverdag for en stor del af eleverne i hjem og fritid.

Endelig kan it-baserede redskaber være med til at flytte fokus fra lærerens undervisning til elevens egen læring. Dermed kan it støtte aktuelle pædagogiske tendenser som fx lægger vægt på elevens ansvar for egen læring og læring i praksisfællesskaber.

Med it kan eleverne planlægge og styre deres arbejdsproces, kommunikere resultaterne til andre samt finde og behandle informationer.

Proces og planlægning

Det er formodentlig enhver lærers mareridt ustandseligt at måtte forholde sig til de løse notater, udkast og arbejdssedler, som egentlig burde sidde i elevernes mapper, men som aldrig er der, når de skal bruges. I stedet for bruge en traditionel mappe kan eleven gemme sine dokumenter i en mappe på computeren. Hvis eleverne lærer at bruge it som redskab i forbindelse med procesorienterede arbejdsformer bliver det på denne måde lettere at bevare overblikket over materialet, bearbejde udkast, modtage og indarbejde respons fra andre og kommunikere det endelige produkt på en hensigtsmæssig måde.

Informationsbehandling

De fleste elever er efterhånden vant til at søge informationer på internettet – det er ofte deres første valg frem for at bruge bibliotekets bøger eller andre informationskilder. Ved aktuelle emner kan internettet være den bedste – eller eneste – kilde til oplysninger. Men eleverne har sjældent lært at forholde sig kritisk til det, de finder frem til på nettet, og de har ofte store problemer med at overskue deres muligheder, hvis der er mange 'hits' til et bestemt emne. Også den efterfølgende bearbejdelse af det meget stof bagefter kan volde problemer. Det er vigtigt at eleverne får udviklet kompetencer der gør dem i stand til at forholde sig kritisk og konstruktivt til den uoverskuelige informationsmængde på nettet.

Formidling og kommunikation

Elevernes fremlæggelse af resultater fra et emne- eller projektforløb vil ofte foreligge i form af rapporter, plancher, fremlæggelser og lignende. Med it har eleven nogle nye muligheder for at præsentere sit materiale, fx ved at integrere tekst, billede, lyd og video i en skærmpræsentation eller på en webside. Men eleven har også mulighed for at bearbejde mere traditionelle produkter således at de fremtræder i en form, der dels er æstetisk tilfredsstillende for eleven selv, dels tilgodeser grundlæggende kommunikative aspekter i forhold til modtagergruppen.

Men it giver også mulighed for kommunikation i forbindelse med selve arbejdsprocessen. Omkring computeren kan der skabes situationer, hvor eleverne lærer i fællesskab og inddrager kommunikation med kammerater eller lærere via e-mail, konferencer eller chat.

Ikke it for enhver pris

Informationsteknologien skal naturligvis ikke inddrages for enhver pris; men it kan lette arbejdet i de forskellige faser af arbejdet – både for underviseren og for eleven – hvis de forskellige it-redskaber inddrages med udgangspunkt i kvalificerede overvejelser af faglig, pædagogisk og organisatorisk art.

Senest redigeret 19/08/2003




Login


Kursistlogin


Generel info


Om SOSU-IT

Hvad kræves der?

Teknik og programmer

Hvordan kommer jeg med?

– og hvad med?

SOSU-IT folder


 

http://www.sosu-it.dk © copyright UNIC 2003