
Ændret fokus
Inden for forståelsen af læring er der de senere år sket et skifte fra fokus på undervisningens tilrettelæggelse til fokus på den individuelle læring. Desuden er der informationsteknologisk en hurtig udvikling i gang, som også har stor betydning for tilrettelæggelsen af det samlede uddannelsesforløb, den enkeltes læringsmuligheder og ikke mindst omsorgsarbejdets styring, dokumentationen m.m.
Nye roller
Hvad vil eleverne i fremtiden kunne opleve i deres uddannelsesforløb og som færdiguddannet omsorgsmedarbejdere, og hvilken betydning vil det have for os som vejledere på skolen? Vejlederen vil skulle være den motiverende; den, der kan få eleverne til at finde meningen med anvendelsen af it. Desuden vil det være vejlederens opgave at sikre alle elevers kompetenceudvikling hen imod de krav, der er minimumskrav for at få et tilfredsstillende udbytte af anvendelse af it. Uddannelsen af eleverne i brugen af it bør have form af tilbud inden for de uddannelser, hvor it ikke er en del af eksamenspensum.
Ingen ved, hvordan udviklingen vil blive; men det er vigtigt at være progressiv og fremtidsorienteret, også i relation til it. Der er utrolig mange interessante og betydningsfulde spørgsmål i relation til anvendelsen af it i social og sundhedsuddannelserne. Kan virtuel undervisning i tema og projektarbejder være en mulighed i fremtiden? Her får lærerne nye roller, og relationerne mellem lærere og elever bliver anderledes. Hvordan er vores fremtidige roller i forhold til de roller, vi har i dag? Kan vi, tør vi, og vil vi de nye roller, og vil vi give dem indhold, og i så fald hvilket indhold er det? Egner vores elever sig til dette?
Hensigt med modulet
Derfor er hensigten med dette modul at give kursisten mulighed for at se bagud og fremad samt tilegne sig de pædagogiske og håndværksmæssige it-færdigheder i relation til projektarbejdets faser, specielt med vægt på projektets indledende faser samt selve arbejdsprocessen. (Valgmodul 7, "Det er nemt på computer? arbejdsformer og it", beskæftiger sig også med dette emne).
Modulet vil belyse it-værktøjernes anvendelighed i forbindelse med projektarbejde i et virtuelt undervisningsforløb. Der gives eksempler på anvendelse af logbog, brug af elektroniske konferencer, e-mail, debatfora og chat relateret til undervisningssituationer under projektarbejde.
Desuden inddrages organisationsværktøjer, brug af portfolio og præsentationsværktøjer.
It og projektarbejde kræver fornyede pædagogiske overvejelser i forhold til den traditionelle klasseundervisning. Med henblik på it's betydning for elevernes kompetenceudvikling sætter modulet fokus på, hvilke pædagogiske overvejelser der er relevante for projektarbejdets forskellige faser.
Projektets arbejdsform er såvel produkt- som procesorienteret. Arbejdsformen integrerer teori og praksis og er dermed en mere omfattende proces end den, der opstår gennem traditionel klasseundervisning, gruppearbejde eller i emneopgaver.
Et projekt er blandt andet kendetegnet ved at være problemorienteret og deltagerstyret. Forløbet præges af faglig fordybelse og resulterer i et produkt, som kan underkastes en afsluttende evaluering.
For at tage hensyn til forskelle i uddannelser og pædagogisk praksis tager modulet udgangspunkt i en bred model for projektarbejde. Modellen omfatter en introduktionsfase, en projektforløbsfase og en syntese- og præsentationsfase.
Projektarbejde og it
Det er oplagt at kombinere projektarbejde og it. Ikke mindst ved informationssøgning og etablering af kontaktflader samt til organisering af projektforløbets ofte kaotiske og komplekse materiale. Projektarbejde er oftest kollektivt og omfatter udvikling og udveksling af erfaringer og viden i et praksisfællesskab.
Kombineret med it integrerer arbejdsformen opøvelse og konsolidering af it-færdigheder med udviklingen af studiemæssige, faglige og sociale kompetencer. Ydermere udvikles evnen til refleksion og kritisk mediebevidsthed.
Projektarbejde forudsætter, at underviseren overlader styringen til eleverne og indtager en rolle som inspirator og vejleder. Det indebærer en høj grad af selvstændighed hos eleven. Når it kombineres med projektformen, stiller det desuden store krav til elevernes ansvarlighed i forhold til ophavsret, kontaktflader og offentliggørelse (www.ophavsret.dk).
Øvelser og it-håndværk
I øvelserne kan du afprøve et mindmapprogram og et logbogssystem, ligesom du kan øve dig i at lave en logbog, der passer lige til jeres institution. Der vil også være mulighed for, at I i teamet diskuterer forskellige aktivitetstyper, arbejdsformer og resultater, når man skal bruge computeren som kommunikationsmiddel.
Der er øvelser i opbygning af elektronisk konference, og hvordan man kan organisere sit arbejde i mapper og filer samt forskellige it-værktøjer til præsentation af projektarbejdet.
Øvelserne til modul D er placeret bagest i dette modul som bilag.
Senest redigeret 19/08/2003

|